Drømmen for kvinder at få børn?

Rigtig mange kvinder drømmer om graviditeten. De drømmer om at være mor for et eller flere børn. De finder det meningsfuldt og enormt vigtigt for deres liv og fremtid. Rigtig mange kvinder drømmer også om kernefamilien. Med en mand eller partner at have børnene med og dele opgaven i at opdrage dem med. Men faktisk, viser det at behovet for børn ofte hos de fleste kvinder er endnu større. Og så er der også de, der føler sig udskammet over ikke at ønske børn.

Biologisk skabt til at få, men også ønske børn?

Men hvorfor det nu. Det siges jo, at vi kvinder for et instinktiv behov for selv at føde og få børn og give omsorg videre helt naturligt og rent biologisk. Men mon dette ikke er en gammel skrøne? Helt bestemt er det sikkert, at flere af os kvinder får lyst til et barn, når vi ser en sød lille én, der sidde på en moders sød og ser så lille, buttet og dejlig ud. Men mon ikke mere at lysten kommer af noget fra vores omverden og samfundet?

Rigtig mange af os har jo kendt nogle små søde børn rigtig godt fra nær familie eller nære venner. Det kan give lysten og trangen. Derudover, er det jo også “in” med de søde børn. Børn bliver på ingen måder gemt væk som i gamle dage, hvor de færreste gad at beskæftige sig med børn. De blev ikke fremhævet som i dag både i virkeligheden, hvor børn nærmest altid får lov at fylde og på de sociale medier – gudskelov for det, og på sociale medier. Det kunne tænkes, at lysten og drømmen derfor er så stor frem for, at der er en biologisk grund.

Det er tabuiseret ikke at ville have børn

Det er nemlig en farlig boldgade at begive sig ud i. Hurtigt kan det få, de kvinder der ikke ønsker sig at få børn til at føle sig forkerte. Og det er de jo på ingen måde. Det er ikke rimeligt. I forvejen føler rigtig mange kvinder, der ikke ønsker børn, at det er en hård ting at fortælle og at de tit oplever, at andre folk ikke forstår dem. De føler, de virkelig skal forsvare sig og at det altid er ubehageligt, når emnet kommer ind på børn.

Lige så føler mange kvinder en sorg over at indse, de skal have hjælp til at få børn. De behøver hjælp eventuelt via insemination. Ønsket hos dem er så stort, og derfor er det hårdt. De har måske altid tænkt, at det kom af sig selv helt naturligt. Spørgsmålet var blot at blive klar nok, blive moden nok, stå et sikkert økonomisk sted og måske finde den rette at dele det med. Når de ting er på plads, er det derfor sårende for nogle ikke på naturligvis at kunne få børn. Det har de set frem tid, så det er træls, det ikke er lige til at få drømmen opfyldt som mange andre. Den tristhed og frustration er sandelig forståelig. Og det skal hverken være tabuiseret ikke at ville have eller kunne få børn!